Det er mange år siden, 4700 og 4760 har haft et lokalopgør mellem klubbernes førstehold.
Det foregår lørdag kl 14.00 i Herlufsholms hallerne, hvor sammenslutningen mellem Næstved og Herlufsholm afvikler deres kampe.
VBK2 mødte Næstved1 den 11. januar 2020…..kort tid før corona nedlukning….øj, det opleves allerede som længe siden, ik?
De to hold mødtes også den 12. januar 2019. Den husker jeg mest for min doublemakker Kims snak til mig ved pausen midt i første sæt….”Per, er du der? Jeg kan ik mærke dig!”….udtalt meget tydeligt og højt, meget tæt på, med øjenkontakt …..jeg var der, men var blot 100% koncentreret og derfor lidt stille! Vi kørte den hjem med alles opmærksomhed som absolut sidste kamp den dag i den firkantede kasse med et tyndt lag blødt ovenpå beton.
Herlufsholm mødte jeg sidste gang lørdag den 9. december 2017. Deres førstehold vandt 11-2 over VBK2 på vores hjemmebane!. Jeg var i anden herresingle. Det var nok næsten den sidste sæson, hvor jeg optrådte mest i single. Derfra flyttede jeg mest over i mixen.
Og det er også min plads på holdet i morgen, mixen, når vores to førstehold støder sammen.
I Sjællandsserien!
Højere placeret er ingen hold fra Næstved og sydpå! Ingen!
Det må siges at være en skuffelse og vældig tilbagegang for området, der gennem tiderne har leveret mange gode spillere, og enkelte helt fremme i eliten. “Grønærten”, Mette og Line Poulsen, Mille og Peter Rasmusssen, Ellen og Liselotte Bille, Bostofte, Jesper Mikla, Poul-Erik Nielsen, Jørn Skaarup, Inge og Anette Borgstrøm….og mange flere.
Hvad er der dog sket?
Der er ikke en enkelt afgørende faktor.
Jeg vil pege på følgende….
Klubberne har sovet en tornerose-søvn! Troet på tv- og stjerneeffekten (som er dokumenteret ikke-eksisterende), på naturlig og vedvarende tilgang, også på træner- og frivillighedsområdet.
Unge spillere flytter nu hurtigere, i en tidligere alder, til større klubber, typisk nordpå, hvilket påvirker kontinuitetsfundamentet og rollemodel-effekten i de mindre klubber.
Grundlaget, altså antallet af børn, er reduceret. Tendenser til affolkning, færre fødsler og forskydninger i befolkningens sammensætning.
Lukning af uddannelsesmuligheder.
Flere tilbud til de unge – og os alle! Mere konkurrence mellem flere aktivitetstilbud.
At vende den udvikling er en hård og langvarig opgave. Det kræver en stor, menneskelig indsats. Og helst også nogle økonomiske ressourcer.
Lolland-Falser Kredsen og DGI Storstrømmen prøver. Et resultat er den årlige ungdomsturnering Guldborgsund Open i januar.
På Bornholm har lokale initiativer skabt både fokus og fremgang gennem lokal opbakning, især økonomisk, og yderligere hjælp fra Badminton Danmark og DGI. Nøgleperson er Lars Christiansen, Mathias’ far. Uden lokale og samlede kræfter, der VIL den her sport, når man ingen steder nogen steder. Alt starter lokalt. Der kommer ikke en hånd udefra, der løser det.
Jeg kom fra lørdagens holdkamp. Én blandt mange i weekenden.
Mads Selmer gjorde mig i onsdags opmærksom på, at deres holdkamp for Hjemly Idrætsefterskole havde kampnummer 500.000!
I min “badmintonkarriere” har holdkamp været højeste prioritet. Alt, nær sagt, er blevet fravalgt eller udsat på grund af holdkampe. Til mange udenforståendes undren, herunder også et par tidligere samlevere.
For tiden finder jeg mere motivation frem til holdkampe end til træning. Men det kan nå at ændre sig i løbet af sæsonen, som jo først lige er startet.
Gå ind på banen med alt hvad du har. Også lidt aggression og provokation, men husk at glemme det bagefter i omklædningsrummet og drik en øl med din modstander. Der er jo kun for sjov.
“Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.” Piet Hein
Budskabet er, at både spøg og alvor rummer dybde — og at man først forstår livet rigtigt, når man kan tage alvoren med et glimt i øjet og spøgen med en vis tyngde.
Det handler i bund og grund om balance mellem leg og seriøsitet.
I sport — og især i en sport som badminton — er der ofte to poler:
På den ene side den seriøse træning, disciplinen, ambitionerne og resultaterne.
På den anden side glæden ved spillet, fællesskabet og legen med bolden.
Hvis man “kun tager spøg for spøg” i sport, risikerer man, at træningen bliver for tung, at presset tager over, og at glæden ved sporten forsvinder. Det ser man fx hos unge spillere, der brænder ud, fordi alting bliver for målrettet og alvorstyngt alt for tidligt.
Omvendt, hvis man “kun tager alvor alvorligt” — altså kun ser sporten som konkurrence og resultater — så mister man noget af det mest livgivende: den kreative, legende tilgang, som ofte netop er det, der udvikler de bedste spillere. Mange af de største talenter har det til fælles, at de bliver ved med at lege med sporten — også når de træner på topniveau.
Piet Heins gruk kan derfor ses som en påmindelse om, at:
-Man kan tage sporten seriøst og samtidig have det sjovt.
-Sjov og alvor ikke er hinandens modsætninger — de forstærker faktisk hinanden.
-Den, der mestrer balancen, bliver ofte både bedre og gladere atlet.
Det er derfor et citat, der passer perfekt i en sportskontekst — især i ungdomsarbejde, hvor det handler om at udvikle både dygtige spillere og mennesker, der holder af sporten hele livet.
Held og lykke derude!
Badmintonbladet ♥️ Per Damkjær Juhl
