Vi kunne lige nå det, før yngstesønnen rejste tilbage til Brabrand med toget kl 12.55.
Nemlig én times halvbane-single på bane 2, efter at Vordingborg Firma Idræt havde fyldt hallen mellem kl 10.00-11.30.
Sønnen var tung i kroppen pga “efterveer” fra byturen i Kbh lørdag aften og nat, og jeg var forsat øm, især i højre hofte, efter holdkampen 48 timer tidligere i Nykøbing.
Men nu fik vi begge varmet kroppen igennem og “overstået” den første gang på den anden side.
For ét år siden humpede jeg rundt herhjemme med krykker efter hofteoperationen – udskiftning af både “hovedet” på lårbensknoglen og hofteskålen den 9. januar 2025.
For ét år siden og en måneds tid frem gjorde det saftsuseme ondt, og jeg både fortrød operationen og var pessimistisk omkring fremtiden.
Men vennerne i hallen og det dejlige spil var medvirkende til at trække mig op af hullet og få mig i gang igen.
Den 10 februar 2025, 4 uger og 4 dage efter operationen, var jeg tilbage på banen for at lave benarbejde. Skyggebadminton. Helt alene på banen, mens de andre spillede rigtige badminton. Rolige og langsomme bevægelser under fuld kontrol. Små skridt. Meget mærken-efter, konstant. “Holder det nu også?”
I dag, et år efter, fungerer alt perfekt og operationen har været en overvældende succes. Uroligt at det kan lade sig gøre, sån’ helt grundlæggende, samt at de nye reservedele kan holde til den store belastning som et stort skridt frem til nettet eller et langt stræk ned i højre forhåndshjørne medfører og påfører specielt hoften.
Jeg er så taknemmelig for at leve i et land med et velfungerende sundheds- og velfærdssystem.
Jo. Der er ting, der kunne forbedres. Men vi lever dog i et af de bedste lande i verden. Meget kunne være langt værre!
—————————————————————-♥️——-
Badmintonbladet 🙏🏻 Per Damkjær Juhl