…..først en lille omvej……
På Instagram følger jeg flere mennesker på eventyrlige rejser. Alexander Campbell er på vandring fra Australien til…..ja hvortil?, og er på dag 906 et sted i det østlige Europa. Tidligere var vi mange, der fulgte en ung jydes gåtur til Spanien.
Så eventyrlige kan vi ikke alle være. Vi kan drømme om det, og det gør jeg ret ofte, altså drømmer om at skippe det daglige liv, rutinerne, og bare tage afsted. Til fods eller på cykel. Uden destination. Uden tidsbegrænsning.
Det gjorde jeg faktisk i sommeren 1993, 28 år gammel. Sagde op i banken. Opsagde lejemålet. Gav møbler væk. Pakkede resten ned og rejste med en enkeltbillet til USA…og havde badmintonsko og ketcher med, selvfølgelig. Kom hjem igen et halvt år senere. Med mange oplevelser og erfaringer. Og startede forfra.
Nå, men nu er jeg 60 år, er far til 3 fraflyttede børn, skilt, har eget hus, et godt arbejde, en dejlig og udfordrende kæreste og en god klub at spille badminton i.
Så eventyrlysten begrænser sig til en holdkamp en helt almindelig onsdag aften i Sakskøbing Sportscenter. Sammen med gode mennesker.
Det kan også være en slags eventyr. Og have dine udfordringer. Hvordan det?
Jo, ser du, mine vejrtrækningsproblemer, som jeg led under i 2 år fra foråret 2020 til 2022, sandsynligvis corona-betinget, er vendt tilbage. Og så bliver det udfordrende at spille badminton. I grunden er det ikke vejrtrækningen, det er galt med. Men mere at få ilten ud i kroppen. Min krop, mine muskler syrer til og trættes efter kort tid. Oveni kommer hovedpine, svimmelhed og kramper.
“Brug dog sundhedssystemet!”
Jo tak. Det gjorde jeg under pandemien. Skanning af hjertet og blodårene omkring hjertet. Røntgen. Lungetest. Blodprøver. De fandt intet unormalt. Og så, efter to år, kom ilten igen ud i kroppen og alt normaliserede sig, som i et eventyr.
Nu er problemet vendt tilbage. Og det er gået hurtigt. Den 25. december spillede jeg engelsk om formiddagen med 3 unge 20-årige, og når jeg selv skal sige det, gjorde det hæderligt
Og nu halvanden måned senere kan jeg dårligt spille en double i et relativ roligt tempo.
Min frygt er to-delt – tager det igen 2 år…..eller længere, og bliver det værre end sidst?
Nå, men en holdkamp med gode kammerater i Sakskøbing kan stadig lade sig gøre. Så højt er tempoet i Lolland-Falster Kredsens Serie 1 heller ikke. Undskyld modstander i første mix og herredouble! Det hjælper selvfølgelig også at være erfaren og ofte at kunne forudse hvor næste bold sandsynligvis kommer, og dermed spare energi….og have lige så erfarne makkere med samme kendskab til double og placering. Tak Melsen og Mortensen.
Og tak for en god aften!
Gitte og jeg fra VBK2 kørte nordpå mod Vordingborg kl 21.30 med en 8-2 sejr på udebane.
Det er superhyggeligt at spille de her lokale holdkampe på hverdagsaftener. At tilbringe 4 timer i selskab med spillekammerater. Spille og konkurrere. Small talke. Joke. Guide og coache. Stemme om fidus….og for mit vedkommende give drikkevarer. Og så slutte af med et bad i autentiske omgivelser og snakke i bilen hjem, i tæt tåge på motorvejen, med Gitte. Få historien om hendes møde for 40 år siden med sin nuværende mand….og så lidt om vores børn.
En helt almindelig onsdag aften. Et lille og roligt eventyr.
Klokken er nu 01.50. Champions League er færdig. Min krop er lidt øm, på den gode måde. Tid til søvn. Nu vil jeg, som jeg plejer, forsøge at genspille, genskabe udvalgte dueller og oplevelser fra denne aftens begivenhed, mens søvnen indfinder sig. Sådan har jeg gjort det i måske de sidste 30 år. Holdkampe bliver jeg aldrig træt af.
Og i morgen, torsdag formiddag kommer to gode venner til morgenbrød og kaffe….og en badmintonsnak.
Life goes on.
Ambitioner ældes nødvendigvis ikke! Glæden heller ikke!
Badmintonbladet • Per Damkjær Juhl
