Den 9. januar 2025, meget tidligt om morgenen, var jeg den første af en række patienter, der fik indopereret en ny hofte på sygehuset i Nykøbing Falster.
Allerede dagen efter – igen tidligt om morgenen – blev vi af fysioterapeuten beordret i gang med øvelser. Tre timer senere, lige før klokken 12 den 10. januar, gik jeg med to krykker fra den ene ende af sygehuset til udgangen, hvor min ældste søn hentede mig.
Fire uger og fire dage senere, den 10. februar 2025, stod jeg igen på badmintonbanen. Jeg var alene og bevægede mig forsigtigt rundt på bane 1 i Den Store Hal. Det var skyggebadminton uden bold – bare mig og en ketcher – og et forsøg på at bevæge mig, som jeg plejede.
Jeg gentog det den 13., 18. og 19. februar.
Derefter tog det for alvor fart. Hoften begyndte at føles rigtig.
Jeg husker særligt en situation i en engelsk double. Indtil da havde jeg været tilbageholdende med at tage det store skridt ud med højre ben. Men midt i en duel skete det pludselig: jeg tog skridtet fuldt ud og slog igennem. I samme øjeblik opdagede jeg, at jeg faktisk turde. Fra dér forsvandt frygten og forsigtigheden. Det var, som om jeg fik fortalt min hjerne, at der ikke længere var noget galt – at jeg godt kunne. Og det kunne jeg. Egentlig kunne jeg måske godt før, men noget havde holdt mig tilbage.
I dag, en solrig dag i april, er det 467 dage siden operationen, hvor det øverste af lårbensknoglens øverste del blev savet af, en protese blev banket ned i knoglen, og en ny skål sat ind.
Det er stadig lidt synligt på min krop. Det buler lidt mere på højre side end venstre. Og så er der et længere ar! Men det fungerer – og det fungerer fortrinligt. Jeg er fuldt bevægelig og uden smerter.
Det er et lille mirakel, at man kan få indopereret en kunstig hofte, og at det hele bagefter bare fungerer. Faktisk bedre end før, hvor jeg bevægede sig rundt på noget, der i praksis havde været slidt ned i 6-8 år!
Hvis du går med smerter i hoften – og det gør mange efter 50-60 års badminton – så overvej at få den skiftet. Forhåbentlig kan det gå lige så godt for dig, som det er gået for mig.
Jeg skal dog være ærlig: den første tid var hård. De første tre-fire uger gjorde det ondt, og jeg var ærlig talt træt af det hele. Men i dag er jeg oprigtigt glad for, at jeg tog beslutningen. Jeg er lettet, taknemmelig – og lidt imponeret over, hvad der faktisk kan lade sig gøre.
I dag, på dag 467 efter operationen var jeg tilbage i Vordingborghallen for at spille på tirsdagsholdet. Det er et hold med omkring 20–25 motionister – en blanding af tidligere holdspillere, unge og ældre, relativt nye og meget erfarne.
Det blev til halvanden times spil. Først en opvarmningsrunde, derefter en runde med tre mindre erfarne spillere, blandt andre min nabo Henning, og til sidst en runde med tre af de mere rutinerede. Bagefter var der et dejligt bad og lidt ro i omklædningsrummet. Morten kom forbi, og vi fik talt lidt sammen.
Søren havde øl med – han fylder 56 – , men jeg deltog ikke.
Jeg cyklede hjem ad stien gennem skoven. Solen var ved at gå ned, og himlen skiftede fra orange til lyseblå og nu mørkeblå. Ingen vind. En rolig og fin afslutning på aftenen.
Nu er jeg hjemme, mæt og tilfreds, og ser VM i snooker, spiser aftensmad, og har hældt en Limfjordsporter op.
Det har været en god dag. Der er noget særligt ved at afslutte dagen med fællesskab, bevægelse og helt almindeligt samvær.
Livet er egentlig ret enkelt……nogle gange!
Vi lever ret godt her i Kongeriget – trygt og roligt.
BB • PDJ
