På cykelturen hjem fra Præstø kom jeg forbi Mern stadion – og tankerne fløj tilbage til ungdomstidens mange løbeture i sommerpausen……
Fra et tidligere indlæg, opdateret med nogle nye minder:
“Jeg husker meget tydeligt, hvad min mix-mentor Ole Henrik Jensen fra Kolding Badminton Klub sagde i det lille omklædningsrum en gang tilbage i…..1982-83, hvor jeg var 17-18 år:
“Man kan altid løbe 10 km!”
Og det vi gjorde vi da bestemt også i mine teenageår. Hver sommer, 2-3 gange ugentligt, enten under Oles styring, eller under Jens-Peter Nierhoff!
Vi løb som samlet gruppe ofte forbi højhusene ude ved Kolding fjord, hvor vi tog trapperne op til 10. eller 12. etage, og ned igen, og gentog det, før vi blev sluppet løs på de resterende 8-10 km gennem Idyl, Djævlekløften og Brændkjærkvarteret og den sidste nedadgående kilometer tilbage til den lille hal fra 1936 på Østerbrogade.
I dag er der sgu’ da ingen, der løber for at komme i badmintonform.
Det gjorde vi dengang.
Dengang var vi udenfor om sommeren. På græsset og spillede fodbold, cyklede, tog i svømmehallen eller det udendørs nær Slotsøen. Vi legede!
Der findes gudskelov andre sjovere, mere effektive, hensigtsmæssige og formålstjenlige tilgange end at løbe.
Og så spiller vi selvfølgelig nu badminton om sommeren!
Den sidste gang, jeg sån’ for alvor brugte det at løbe til at komme i form, i kombination med en masse badminton med en ung Høi, var det halve år i foråret 1994, inden jeg flyttede til Aarhus, nærmere bestemt et kollegie i Viby som 28 årig ifm psyk-studiet, for at være klar til at træne og spille i Viby Badminton Klub.
Jeg ankom til den nye klub, min første klub efter mere end 20 år i Kolding, i en fantastisk fysisk form. Til gengæld tog det længere tid at vænne sig til tempoet og skarpheden på banen, især i herredouble.
Jakob Mathiesen (mener jeg han hed) og jeg kæmpede lange singler om 4. singlen på Vibys 2. divisionshold. De øvrige singler var Rene, Kent og Ronnie – hardcore singler! Og sjove personer.
JM har ret træt af, at jeg mest af alt bare holdt bolden i gang i vores udtagelseskampe på de røde baner…..og sagde det højt! Jeg vidste, jeg var stærkest, selvom han bestemt også kunne løbe langt og presse sig selv. Han var en showmand, underholdende at se spille. Jeg var en mere nedtonet slider.
Jeg var vel på det hold halvdelen af sæsonens holdkampe. Ikke med synderlig stor succes. For at sige det diplomatisk. Vandt én herredouble, med Ronnie – tak for det, ud af 5-6 holdkampe, og tabte en del med Kent Madsen!😉
Det var det med tempoet, jeg havde svært ved. Skarpheden. Og min teknik var ikke god nok. Baghånden for svag. Jeg kunne ikke netrulle. Taktisk for tynd.
Forskellen mellem danmarksserie i Kolding og 2. division i Viby var for stor en mundfuld. Min indlæringskurve for flad. Jeg havde brug for et par sæsoner.
Men det nåede jeg ikke, før et nyt kvindeligt bekendtskab rykkede mig til Frederiksberg – og badmintonklubben Smash på Pile Allé og københavnsserie.
2 år derefter, i efteråret 1997, under et 5 måneders ophold i Mulhouse, Frankrig, stiftede jeg bekendtskab med fransk badminton – og det eventyr over de efterfølgende 10 år har været stof til adskillige indlæg….og lever stadig.
Jeg rejser fortsat regelmæssigt til Mulhouse og besøger venner 🇫🇷❤️
Mere herom en anden dag!
Badminton har givet mig sååååå meget. Der har været intensive perioder, og mere stille tidsrum, men jeg har altid hold fast i spillet.
BB 🙏 PDJ
